Sengeslange til tremmesengen

Slange til tremmeseng Slange til tremmesengInden Vilhelm blev født, syede jeg den fineste babynest til ham til at sove i om natten. Vi havde taget den ene side af en tremmeseng og sat op mod vores seng, så han kunne sove i sin babynest lige ved siden af mig, men uden at ligge i vores seng. Babynesten er blevet brugt hver eneste nat i næsten et halvt år, men for nogle uger siden måtte vi simpelthen erkende, at den var blevet for lille. Jeg synes, at det var et stort spring at gå fra at ligge i den lille, hyggelige og trykke babynest til en ret stor tremmeseng og jeg har derfor syet en sengeslange til at lægge rundt i kanten af tremmesengen.

Slangen er syet i en masse forskellige stofrester, som det jo altid er dejligt at få mulighed for at bruge. De fleste rester er bomuldslærred, men der er også sneget sig lidt denim og fløjl med ind. Jeg har lavet slangen efter inspiration af Stof2000’s slange, som man kan finde et gratis mønster på HER. Jeg lavede mit eget mønster, men den ligner stort set den fra Stof2000. Øjne (det hvide) og tunge er lavet i filt og pupillerne er sorte sikkerhedsøjne. 

Det fungerer vældig fint med slangen rundt i kanten af tremmesengen og den virker som en lille barriere, så Vilhelm ikke triller over i vores seng, når han roder rundt i løbet af natten. Slangen er også godkendt til at lege med herhjemme, for Vilhelm er vild med tumle med slangen oppe i vores seng om morgenen. Det er jo dejligt, når de hjemmelavede projekter både er praktiske og kan bruges til leg – og så oven i købet kan laves i stofrester. Det eneste minus er. at jeg synes, at slangen er lidt for kort. Jeg lavede faktisk slangen lidt længere end den fra Stof2000, men jeg synes stadig godt, at den måtte have været 50 cm længere, så den kan fylde hele kanten af tremmesengen ud. Men det ved jeg så til næste gang…     

Plantefarvning vol. 2

Det er ved at være en del uger siden, at vi farvede garn med plantefarvning og jeg har nu fået vundet alt mit garn op. Af en eller anden grund filtrede garnet meget mere sammen denne her gang, end sidste gang vi farvede garn og det var lidt noget bøvl at få nogle af feddene vundet op. Det lykkedes da og det blev til nogle fine blå/grønne/gule garnnøgler, som nu ligger og venter på at blive strikket af. Jeg kan ikke rigtigt beslutte mig for, hvad jeg skal strikke af garnet – det skal jo være noget godt, med alt det arbejde der allerede er blevet lagt i garnet indtil nu. Jeg overvejer at bruge noget af det grønne til et nyt pandebånd eller hue til mig selv til vinter og så bruge resten af merinoulden til en lækker og lun trøje til Vilhelm. Måske bliver det til noget helt andet – nu må vi se.   Lige nu har jeg allerede gang i to andre strikkeprojekter, så det plantefarvede garn må vente lidt endnu. Jeg er blandt andet ved at strikke en fin trøje til mig selv. Opskriften er fra Helga Isagers The Map Collection (som også indeholder opskriften på det HER virkelig fine pandebånd, som jeg har strikket flere gange). Trøjen ville sikkert være virkelig lækker i det originale Isager garn, men jeg strikker den i Drops Air. Jeg har nemlig en masse liggende fra et mislykket strikkeprojekt til Henrik. Faktisk har jeg to gang forsøgt at strikke en sweater til ham, men begge sweatre er blevet for små og har heller ikke helt ramt hans smag. Jeg synes, at strikkefastheden har passet, men det blev stadig ingen succes. ØV! Men så kan garnet jo bruges to gange og forhåbentligt blive til en lækker trøje til mig selv i stedet. Jeg har faktisk vovet mig ud i at forsøge at strikke en cardigan til Henrik igen og indtil videre virker det lovende. Jeg satser på en succes denne her gang.  

Ø-ferie og bryllupsdag

I sidste uge blev det endelig vores tur til at have ferie og i år blev feriens første uge brugt på Samsø med min familie. Vi var seks voksne og to babyer i et fint sommerhus lige ned til havet med den fineste udsigt. Ugen blev mest brugt på afslapning (så meget man nu kan med to babyer), gåture ved vandet og selvfølgelig lidt strik. Jeg har aldrig besøgt Samsø før, men det var en dejlig uge på en dejlig og hyggelig ø. Vi nåede da lidt udflugter – blandt andet en gåtur ved Issehoved og en eftermiddag med is i Ballen, men jeg tror bestemt, at vi må komme tilbage til Samsø, når Vilhelm er blevet lidt ældre og nemmere at tage med på udflugt. Til min store begejstring, så vi flere gange marsvin på vindstille dage og kunne følge dem langs kysten i lang tid. Jeg havde selvfølgelig aldrig lige min telefon eller mit kamera på mig i situationen – så ingen billeder af marsvin desværre. Til gengæld fangede jeg en af de fine solnedgange for tagterassen i sommerhuset. Man kunne altså godt fristes til at blive ø-boer en dag og altid have havet lige i nærheden.. I løbet af ferien fejrede vi også vores 2-års bryllupsdag og vi havde lige så fint vejr i år, som vi havde for to år siden. Tiden er fløjet afsted og jeg synes næsten lige, at vi stod der i haven foran borgmesteren i vores fine tøj og sagde ja til hinanden. En helt igennem dejlig dag.

Vi holdt et bryllup på et meget lille budget, da vi begge var studerende på tidspunktet og derfor lavede vi rigtig meget selv. Selv om det var et STORT arbejde og jeg til tider, syntes at det var lige i overkanten, så blev det også – med stor hjælp fra venner og familie – et meget personligt og kreativt bryllup. Du kan blandt andet læse om brudekjolen HER og HER. Om bryllupsforberedelser HER og HER. Og om hjemmelavede invitationer og konvolutter HER og HER  Det er ærgerligt, at man kun får en bryllupsdag – for det var altså bare sådan en overvældende dejlig dag. Jeg tænker, at vi bliver nødt til at gøre det igen flere gange, så jeg kan lave en ny brudekjole hver gang. Ikke fordi jeg var utilfreds med min brudekjole – tværtimod! Men én brudekjole er da bare slet slet ikke nok!!

De fine billeder er taget af vores gode ven Kenni Nørgaard Jensen.

Plantefarvning

For efterhånden fjorten dages tid siden, havde jeg den hyggeligste søndag hos mine forældre. Min mor, min svigerinde Ghita – (http://www.ghitabi.dk) og jeg havde plantefarvningsdag i laden og fik farvet det fineste garn. Mændene var baby-passere, så vi kunne have (nogenlunde) fri og hygge os med projektet.

Vi farvede med rejnfan og indigo og fik de fineste farver frem. Jeg er især vild med de mørkeblå og grønne nuancer. Vi beholdt ikke ret mange af de gule fed, som kun var farvet med rejnfan. Ikke fordi at den gule farve blev grim, men fordi den bare ikke er så brugbar at strikke af. Jeg er i hvert fald ikke så god til gult tøj. Derfor blev det meste af garnet overfarvet med indigo og vi fik de flotteste grønne nuancer frem. Resten af garnet blev farvet udelukkende med indigo og fik smukke blå farver, alt efter hvor længe de fik i indigogryden. Der skal nok blive til noget lækkert børnetøj her.Plantefarvet garn

Vi købte det lækreste ufarvede merinould hos G-uld både i hvid og i grå. Det hvide garn giver stærkere og klarere farver, mens det grå uld giver de fineste dæmpede, melerede farver. Jeg købte også noget billigere ufarvet lammeuld hos Garnudsalg, som jeg kunne eksperimentere lidt mere med. Jeg forsøgte mig med at binde knuder på garnet, som det kan ses nedenfor og så farve garnet med indigo. Det blev ikke nogen udpræget succes, så det var godt, at jeg eksperimenterede med det billige garn. Jeg bandt knuder af forskellig størrelse på tre fed og farvede med indigo. Tanken var så at løsne knuderne og overfarve endnu en gang med indigo, så garnet kunne få en mørk blå, hvor der ikke var knuder og en lys blå, hvor knuderne havde været. Det virkede ikke rigtigt efter hensigten og garnet fik næsten samme blå farve over det hele. Det ene fed garn fik kun en enkelt gang i indigogryden og fik derfor en batikeffekt. Jeg kan ikke helt beslutte, om jeg kan lide det eller ej, men det bliver spændende at se, hvordan det ser ud, når man strikker af det. 

Ghita forsøgte sig med at få en dip dye effekt på det ene fed og det virkede faktisk ret fint. Hun tog gradvist det gule fed op af indigogryden og fik derved en mørkere og mørkere grøn fra den ene ende til den anden.   

Det kræver godt nok en del forberedelse at få fundet garn, planter, farvemateriale, bejse, gryder osv. til at farve selv derhjemme, men dagen var en stor succes og nu har vi alle tingene til næste gang vi skal lave plantefarvning – for der bliver helt sikkert en næste gang. Det eneste vi ikke har selv, er en gruekedel. Vi var så heldige at låne en gruekedel af én mand i nærheden og det er virkelig nemt og effektivt med sådan en. Så det må vi have anskaffet os. Måske det bliver til mere røde og orange farver næste gang – det kunne i hvert fald være spændende!

Hæklet babybluse (evighedsprojektet) og siden sidst..

Det er godt nok lang tid siden, at jeg sidst har skrevet noget her på bloggen. Faktisk er det ikke blevet til spor, efter at vores lille dreng kom til verden – for vi fik nemlig en lille fin dreng sidst i februar. Jeg var ellers helt overbevist om, at det var en pige, som gemte sig i den tykke mave, men der blev vi snydt!! Så nu går hverdagen herhjemme med at være på barsel og hygge (de fleste dage 😉 ) med vores søn Vilhelm, mens jeg forsøger at snige lidt kreative projekter ind i ny og næ.. Det holder godt nok lidt hårdt og projekterne tager laaaang tid, når man kun har 5-10 minutter engang imellem.. 

Men endelig, endelig, endelig blev jeg færdig med denne her hæklede bluse til vores lille dreng. Den har taget en evighed at få færdig, for der er altså ikke meget tid tilovers, når man har en dreng på 4 mdr. herhjemme. Faktisk blev jeg færdig med blusen for en uges tid siden, men jeg er først fået taget billeder for nogle dage siden og nu sidder jeg i sengen med en sovende baby og får skrevet det sidste her..  Merle og Magne Merle og Magne Jeg har selv hæklet trøjen i de blå/grønne farver, mens min mor har hæklet den i de brune/blå farver. Så er der nemlig både én i størrelse 6 mdr. og én i str. 1 år. Begge trøjer er hæklet i det lækre garn, som vi farvede på plantefarvningskursus med G-uld i efteråret. Garnet er Alpaka – også fra G-uld – og hækleopskriften hedder Merle og Magne og er fra Yarnfreak. Det er en fin og nem opskrift, som er meget enkel at gå til. Man skal lige fange princippet i maskerne under ærmerne, men man kan finde nogle gode youtube-videoer til hjælp. Det tog mig en mindre evighed at få hæftet alle enderne, men man kan jo vælge at hækle i 1 farve eller i bredere striber, hvis man ligesom mig, ikke er den store fan af at hæfte løse ender. Opskriften kan købes her: Merle og Magne fra Yarnfreak. Det er efterhånden blevet til en lille fin stak hjemmestrikket/hæklet til Vilhelm og jeg forsøger at få det brugt så ofte som muligt. Det er lidt svært, når man har en meget varm dreng, men der er heldigvis en del af trøjerne, som passer ham til efteråret, hvor de nok er perfekte til barnevognsture. Hjemmelavet tøj er nu altså det hyggeligste!

Guldklump-jakke

Strikket babycardigan KlompelompeMin termin nærmer sig med hastige skridt og endnu en babycardigan er hoppet af pindene. Jeg synes virkelig, at den er blevet fin og sød. Opskriften er denne gang fra bogen Klompelompe, som er fyldt med super fine strikkeopskrifter til både baby, barn og voksen. Babycardiganen her hedder Guldklump-jakke og er en del af et sæt med hue, luffer, jakke og bukser. Jeg har strikket jakken i 2 tråde – 1 tråd Phildar Partner baby og 1 tråd Blackhill Super kid mohair. Jakken er blevet tyk og blød og passer perfekt til en vinterbaby. Nu må vi bare vente på at baby melder sin ankomst (forhåbentligt snart) og vi kan se, om vi får os en lille dreng eller pige. Det bliver i hvert fald dejligt at kunne strikke i andre farver end de neutrale og få lidt kulør på pindene igen 🙂 Måske jeg vil bruge ventetiden på at strikke et par matchende luffer – vi må se, hvor meget jeg når. 

Nyt Java pandebånd

Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg strikkede det første Java pandebånd. Dengang var det en model til udstilling i en garnbutik, og jeg har lige siden tænkt, at jeg også skulle strikke et pandebånd til mig selv. Jeg har lavet en hel del hjemmelavede babyting på det sidste og nu var det tid til et lille projekt til mig selv.

Pandebåndet er designet af Helga Isager og opskriften kan findes i hendes fine bog: Amimono – The Map Collection. Det strikkes i én tråd Isager Spinni (fv. 23s) og én tråd Isager Silk Mohair (fv. 47). Der skal bruges 50 g Spinni og 25 g Silk Mohair – jeg godt, at der kan blive til to pandebånd af garnet, men jeg har ikke testet det endnu. 

Strikket pandebånd

Strikket pandebåndDet er virkelig et nemt og hurtigt strikkeprojekt og jeg synes altså, at det er sådan et fint og lækkert blødt pandebånd. Jeg har allerede nået at bruge pandebåndet på flere gåture i vinterkulden og det er varmt, blødt og dejligt bredt om ørerne. Mit tidligere indlæg om Java-pandebåndet kan findes HER.

Bøjlestang af gren

Tøjstativ af gren Bøjlestang af gren Vi er nu så småt i gang med at indrette et børneværelse. Baby får selvfølgelig ikke brug for et børneværelse lige foreløbig, men det er nu dejligt at have et hyggeligt værelse til at opbevare nogle af alle de fine baby ting og sager, som vi enten har fået foræret eller har købt – og så er det hyggeligt at gå og forberede babys ankomst. 

Det er efterhånden lang tid siden, at jeg besluttede mig for at lave en bøjlestang af en gren til at hænge noget af alt det hjemmelavede babytøj på. Når man lægger så meget tid og energi i tøjet, så synes jeg også, at det fortjener at hænge fremme. Det ville da være ærgerligt at gemme det hele væk i en skuffe eller et skab. Herunder er en meget simpel og nem DIY på, hvordan du selv kan lave en lignende bøjlestang.

Bøjlestangen er super simpel at lave og næsten gratis! Du skal bare bruge:

  • En gren fra skoven i den ønskede længde og tykkelse (her ca. 110 cm)
  • Sejlgarn
  • 2 kroge til at hænge grenen op i

Jeg fandt en gren i skoven uden bark på og efter et par dage inde i varmen var grenen så tør, at jeg kunne børste den af med en lidt stiv børste, så den blev ren og fin. Jeg lod enderne på grenen være rå, men man kan jo også save enderne til, hvis man gerne vil have lige afsluttede ender. Derefter målte vi to lige lange stykker sejlgarn af, så bøjlestangen kom til at hænge i en passende højde. Vi lagde sejlgarnet dobbelt og bandt bare en knude i den åbne ende. Så er det bare at sætte de 2 kroge fast i loftet i en passende afstand til væggen, så bøjlerne med tøjet ikke går imod og med den ønskede afstand imellem dem (Her må jeg indrømme, at min mand blev kaldt ind til assistance, da han er en del mere handy end jeg er 🙂 ) Til slut hænges grenen op i krogene og så har du en virkelig fin og super nem bøjlestang. 

Strik til baby

Jeg har ikke rigtigt fået færdiggjort mine strikke/hækleprojekter her på det sidste, men i stedet haft gang i flere projekter på én gang. Jeg ved jo godt, at det er lidt dumt og at det så er meget sværere at tage sig sammen til at få gjort de gamle projekter helt færdige. Men nu fik jeg endelig taget mig sammen til at sy endnu en lille Rilletrøje med hulsnoninger sammen og få sat knapper i. Det hjælper gevaldigt på motivationen med snacks og smoothie af Farfars jordbær og blommer fra mine forældres have – det bliver ikke meget bedre! Jeg har allerede strikket én babybluse magen til denne her (Se blogindlæg her), men denne her gang har jeg strikket i Extrafine Merino fra Hjertegarn, som er lækkert og super blødt. Træknapperne er købt på e-bay, hvor jeg har købt et lille lager af div. træknapper hjem fra. Jeg synes efterhånden, at knapper koster næsten lige så meget som selve garnet og det kan derfor godt blive rigtigt dyrt at strikke selv. Kvaliteten er ikke lige fantastisk hver gang, når man køber billige knapper over e-bay, men til den pris er det okay med et par dårlige knapper mellem alle de gode. Så hvis man har tålmodighed til at vente på den lange leveringstid, så kan det altså godt betale sig.  Strikkede babyvanter Guldklump vanterDet blev også lige til at par babyvanter i nogle garnrester, jeg havde liggende. Mønsteret på lufferne er fra den virkelig fine strikkebog Klompelompe og opskriften hedder Guldklumpe-vanter. De er dejligt hurtige og nemme at strikke og man bliver altså lidt glad af at strikke noget så småt og nuttet. 

Indhentet af julen

Det er ikke fordi, jeg plejer at være i vildt god tid med julepynt og dekorationer inden december, men i år har jeg da været håbløst bagud. Adventskransen fik jeg lavet færdig fire dage efter 1. søndag i advent og kalenderlyset kom frem d. 1 dec. – man kan jo ikke være super tjekket hele tiden! Både adventskrans og især kalenderlys blev til simple og nemme løsninger i år, for jeg kunne simpelthen ikke finde min juledekorationsglæde frem. Men de blev da lavet og nu kan julehyggen bare komme an.

På trods af den noget forsinkede og utjekkede start på december, så er julestemningen nu ved at indfinde sig hos os og jeg fik bagt brunkager i weekenden. Da jeg var barn, bagte jeg brunkager med min mor næsten hvert år, så for mig er brunkager den bedste og hyggeligste af alle julesmåkagerne. Der har været en hel del år, hvor der ikke er blevet bagt så meget andet en pebernødder, men i år kastede jeg mig over projekt brunkager. Selv om jeg aldrig har bagt dem selv før, blev den en stor succes – både hos mig selv og familien. Jeg brugte Denne opskrift fra Femina og de blev altså bare virkeligt gode. Jeg har bagt halvdelen nu og ladet halvdelen af dejen blive i fryseren, så der kan laves nybagte og velduftende brunkager igen senere i december.

  

Resten af weekenden blev brugt på familiebesøg, anskaffelse af et virkelig fint brugt puslebord, en tur i skoven og selvfølgelig var der også tid til afslapning med nyt strikketøj.  Jeg tror altså godt at man kan blive helt afhængig af at strikke små babybluser. De bliver så fine og nuttede og så går det hurtigt fremad.

1 2 3 9