DIY – hæklede babystrømper

Jeg mødtes med en veninde i starten af ugen, som spurgte mig, om jeg kan hækle et par babystrømper, som hun kan give i gave til en veninde. Så jeg fandt en rest garn i gemmerne og fandt en fin DIY på hæklede babystrømper på den fine blog Sweet Potatoes. Strømperne er i en str. 3-6 mdr. og var faktisk nemmere at hækle end jeg havde forventet. 

Jeg har lagt et link ud til opskriften på Sweet Potatoes blog nedenfor billederne.

DIY babystrømperJeg brugte en rest strømpegarn 75 % Superwash Uld og 25 % Polyamid, så strømperne kan tåle vaskemaskine.

DIY babystrømperStrømperne er hæklet med en hæklenål nr. 2,5 og er en str. 3-6 mdr. 

DIY babystrømper

DIY babystrømper

Opskriften kan findes på Sweet Potatoes blog og linket til bloggen kan findes lige her:     DIY hæklede babystrømper

Jeg synes at strømperne blev rigtigt fine og jeg kunne godt finde på at lave flere par i ensfarvet garn i stedet. Opskriften var ret nem at følge og der er lagt nogle gode kommentarer ud, der forklarer de usikkerheder, der kunne være omkring opskriften. 

God fornøjelse 🙂

DIY – hæklet får

Jeg har efterhånden hæklet rigtig mange bamser – både fra købte og gratis opskrifter. Så nu har jeg kastet mig ud i selv at udvikle et hæklemønster. Det er blevet til en DIY på et fint hæklet får. Det var både udfordrende og sjovt at udvikle min egen DIY og det bliver helt sikkert ikke den sidste hækleopskrift, jeg laver.

Jeg har valgt at dele opskriften gratis her op siden, så andre også kan få glæde af den.

DIY hæklet får

Fåret er ca. 15 cm i højden og jeg har hæklet det i acryl for at få en blødere effekt til ulden, men bomuldsgarn eller andre kvaliteter kan også sagtens bruges. 

DIY - Hækleopskrift på får      DIY - Hækleopskrift på får

Bamsen er hæklet med en hæklenål nr. 3

Opskriften på det hæklede får kan findes her: Hækleopskrift på får

God fornøjelse med at hækle fåret og skriv endelig til mig, hvis du har feedback eller spørgsmål til opskriften. 

Strikket yndlingsbluse

For noget tid siden strikkede jeg den her cardigan fra Drops og det er simpelthen gået hen og blevet min yndlingsbluse. Den er strikket i blød alpaca mix fra Drops og er perfekt til de kolde vinterdage lige nu. Trøjen var ret nem at strikke og jeg er ret vild med mønsteret på bærestykket. 

Stiktrøje i alpaca

Stiktrøje i alpaca

Opskriften på den fine strikkede cardigan kan du finde lige her: Striktrøje fra Drops

Kan man revne af stolthed?

Så blev min blazerjakke endelig færdig. Og jeg er simpelthen ved at revne af stolthed over, at jeg helt selv har syet den. Der er simpelthen så mange dele til sådan en jakke og det var især en udfordring at sy foret i – men færdig blev den. Jakken er som sagt et projekt, som skal afleveres til bedømmelse på mit studie, men lige meget hvad den må indbringe af karakterer, så er jeg bare så glad for at have lavet den uden de store fejl og mangler! 

Jeg har ikke selv konstrueret jakken, men har syet den ud fra et færdigt mønster, men senere på studiet. skal jeg selv både designe, konstruere og sy en jakke. Jeg må sige, at jeg både ser frem til det med glæde og lidt bekymring

 

Hjemmelavet blazerjakke

Hjemmelavet blazerjakke

Hjemmelavet blazerjakke

Nu skal jeg bare have syet knapper i blazerjakken og så er den klar til aflevering i morgen. 

 

Polkaprikket nederdel

Polkaprikker er fantastiske!! Især til nederdele eller mindre stykker tøj. Jeg købte det fineste polkaprikkede stof i sommers i en dejlig let viskose. Det var heletiden tiltænkt til en nederdel, men jeg har bare ikke fået lavet den. Men nu skete det! Jeg fik endelig lavet et mønster på en nederdel med læg og fik syet denne fine polkaprikkede nederdel til mig selv. 

Polkaprikket nederdel

Den er som sagt syet i 100% viskose, som er dejligt blødt og let, men som desværre også krøller i løbet af ingen tid. Jeg har lavet fem wienerlæg på forstykket, fem wienerlæg på bagstykket og et wienerlæg i hver side.

Polkaprikket nederdel

Bagpå har jeg en usynlig lynlås og en perlemorsknap i linningen.

Polkaprikket nederdel

Polkaprikket nederdel

Det tog en del tid at få lavet mønsteret med de mange læg, men jeg er blevet ret godt tilfreds med resultatet. Indtil videre har jeg kun lavet mønsteret på den polkaprikkede nederdel i min egen størrelse, men måske får jeg det lavet i andre størrelser og lagt ud her på bloggen en dag. 

ZenDoodle

Jeg er blevet ret vild med at Zendoodle. Jeg er ellers ikke specielt godt til at tegne, men her handler det bare om at lave en silhuet og så udfylde den med former og mønster. Det er super nemt at zendoodle og jeg synes selv, at resultatet bliver ret godt.

Her har jeg rammet to af mine tegninger ind, som hænger og pynter på vores væg herhjemme. 

Zendoodle

 

Jeg plejer at finde en finde inspiration til silhuetten på nettet, da jeg som sagt ikke er så god til at tegne, og så fylde ud med streger og mønstre ud fra fri fantasi.

 

 

Zendoodle elefant

Zendoodle guldsmed

Zendoodle guldsmedJeg håber, at det kan inspirere andre til at zendoodle. Det er nemt, hyggeligt og super afstressende. 

 

 

 

Juleferiestrik

Jeg fik garn i julegave og det er simpelthen en af de bedste ting, man kan give mig. Så en del af min juleferie er blevet brugt på at strikke på denne her dejlige bluse fra Helga Isagers bog “finstrikket”. Blusen bliver strikket i  merino lammeuld og en blandingsgarn med Mohair og Silke og det bliver simpelthen så lækkert og blødt.

Jeg er spændt på om det kunne blive den nye yndlingsbluse.

Isager strik

Isager Strik

Isager Strik

Isager Strik

 

Mors hjemmestrikkede strømper

Det første jeg lærte at strikke (udover lange tynde halstørklæder) var strømper. Lige da jeg flyttede hjemmefra, manglede jeg noget at give mig til foran fjernsynet om aftenen og så fik jeg lært at strikke strømper.

Jeg har forsøgt at lave en opskrift på min mors strikkede strømper, så den er så ligetil som muligt.

IMG_5784

Pinde: strømpepinde nr. 3

Garn: 2 nøgler strømpegarn (+ evt en rest garn i en anden farve)

Størrelser: 35/36 (37/38) 39/40 (41/42)

Forkortelser: r = ret, vr = vrang, m = masker

Slå 48 (52) 56 (60) m op og fordel maskerne på 4 strikkepinde og strik 3 (3) 4 (4) cm rib (1 r, 1 vr) – Jeg har valgt at strikke ribstykket i en anden farve og kvalitet for at gøre strømpen lidt anderledes.

Derefter strikkes retmasker indtil skaftet i alt måler 15 (15) 16 (16) cm. (Eller hvor lange du ønsker dem)

Nu tages halvdelen af maskerne (dvs. 24 (26) 28 (30) m) over på én pind og der strikkes 17 (19) 21 (23) pinde med glatstrik.

Strik nu 15 (16) 17 (18) m hen – vend – strik 6 m tilbage – vend – strik 7 m – vend – strik 8 m tilbage – fortsæt indtal alle masker på hælen er strikket med.

Strømper

Når hælen er strikket tages der 11 (12) 13 (14) m op lange hver side og der strikkes nu rundt på alle masker igen. Sæt en markering i hver side, der hvor forstykket og de nye m der er taget op, mødes.

Kilen laves ved at strikke de to m ved markeringen (fra de ny der er taget op) sammen i hver siden. Fortsæt på denne måde indtil alle 11 (12) 13 (14) m i hver side er taget ind og det originale antal m er tilbage. 

Strik rundt indtil strømpen har den ønskede længde ud til tæerne. Jeg har valgt at strikke tåen i en anden farve, og hvis du vælger det, er det nu der skal skiftes garn. Nu strikkes tå ved at strikke de 2 første m på hver pind sammen. Når der kun er 8 m tilbage, trækkes enden igennem de 8 m og nu skal de løse ender bare hæftes på bagsiden. 

Strømper

Strømper

 Jeg håber, at opskriften var nogenlunde forståelig 🙂

 

Strikket pandebånd

Nu er jeg ikke et af de største mennesker i verden – og derfor er det altid svært for mig at finde pandebånd og huer, som sidder godt og ikke ryger ned i øjnene på mig. Derfor besluttede jeg mig for at lave mit eget pandebånd i år og det sidder bare perfekt.

Opskriften kommer herunder – mit pandebånd er ca. 50 cm i omkreds og 10 cm i bredden, men du kan bare lave det større eller mindre efter behov. 

Pandebånd

Pandebånd

Pandebånd

 

Garn: Jeg har strikket min i Drops Karisma

Pinde: str. 5 mm


 

 Slå 16 masker op med dobbelt garn og strik perlestrik således:

Pind 1: strik *1 ret, 1 vrang* – gentag pinden ud.

Pind 2: Strik *ret over vrang og vrang over ret* – gentag pinden ud.

Gentag pind 1 og pind 2 til arbejdet måler ca. 20 cm   

  • Drops har en god video, som viser dette princip her

Nu deles arbejdet i to og der fortsættes kun på halvdelen af maskerne, mens den anden halvdel sættes på en maskeholder. Strik til den første halvdel måler 10 cm, sæt maskerne på en maskeholder og bryd garnet. Strik derefter den anden halvdel til den også måler 10 cm.

De to dele krydses over hinanden, og sættes igen på samme pind, så de bytter plads med hinanden og der strikkes videre på hele stykket, til der er strikket 20 cm mere (50 cm i alt).

Bryd garnet og efterlad en lang ende til at sy sammen med.

Sy pandebåndet sammen og hæft evt. snoningen foran fast et sted, så den bliver på plads hele tiden.

God fornøjelse!

1 6 7 8 9