
Jeg har længe tænkt, at jeg skulle sy en stak stofservietter, som vi kan bruge til fødselsdage og andre særlige lejligheder, hvor vi ellers ville købe papirservietter. Jeg fandt på et tidspunkt en gammel dug i genbrug, som jeg nu har fået syet nogle fine stofservietter af. De er blevet virkelig fine og ikke mindst meget mere bæredygtige end engangsservietterne, vi indtil nu har brugt.
Det er virkelig nemt og ret hurtigt at sy servietter og så er de virkelig billige, hvis man vælger at sy i genbrugsstof. Jeg skal helt sikkert have syet nogle i en anden fin farve, når jeg engang finder noget passende stof i en genbrugsbutik.
Herunder kommer en DIY på, hvordan du selv kan sy dine egne stofservietter.
DU SKAL BRUGE:
- Stof f.eks. en gammel dug
- Matchende tråd
- Stofsaks
- Knappenåle
- Målebånd eller lineal
- Symaskine
SYVEJLEDNING:
- Start med at klippe en firkant på 46 x 46 cm eller den størrelse, du ønsker din serviet.


- Pres sømrummet på alle fire sider 1 cm om mod vrangsiden.
- Pres derefter alle siderne yderligere 3 cm om mod vrangsiden.


- Fold de 3 cm søm ud igen og lav en markering 3 cm fra pressefolden på begge sider af hjørnet.
- Tegn en streg mellem de to markeringer.


- Fold servietten med vrangsiden ud, så de to markeringer ligge lige ud for hinanden.
- Sy ovenpå stregen og klip hjørnet af langs stregen.
Gentag punkt 4-7 på alle hjørner.


- Vend retsiden på hjørnerne ud og pres dem flade og pæne. Brug evt. en strikkepind eller kuglepind til at få hjørnet helt ud.
- Sy en stikning ca. 2 mm fra kanten på sømmen fra vrangsiden af stoffet hele vejen rundt.


FÆRDIG!
Så er det bare at få syet en hel stak stofservietter.