KONSTRUERET UD FRA EN HEL SOL



Jeg har syet en enkel og ret nem nederdel til min datter på 2 år. Den er konstrueret ud fra en hel sol, men med ekstra vidde i taljen, da linningen er med elastik. Det giver rigeligt med “swung”, som jeg tænker, at de fleste små piger elsker.
Hvis du også gerne vil sy en rundskåret nederdel med elastik, så har jeg herunder lavet en guide til, hvordan du konstruerer og syer nederdelen efter mål på dit eget barn.
Der skal laves lidt udregninger, før man kan gå i gang, men lad dig ikke afskrække af det. Det er slet ikke så svært, som det måske ser ud til og jeg forsøger på bedste vis at guide dig igennem udregningerne herunder.
Selv om min nederdel er syet til min datter på 2 år, så kan de samme udregninger/formler sagtens bruges til et større barn eller en voksen.
Jeg syede min datters nederdel i viscose, så den falder blødt og let, men jeg synes også sagtens at nederdelen kunne syes i fast vævet bomuld eller hør, så nederdelen strutter lidt mere.
DU SKAL BRUGE:
- En symaskine
- Stof (jeg har brugt vævet viscose)
- Tråd
- Mønsterpapir
- Elastik 25 mm bred
MÅLTAGNING OG BEREGNING:
TALJEMÅL:
Mål barnet om maven, der hvor nederdelen skal sidde.
For at finde omkredsen på cirklen til taljen/maven gør du sådan:
Del taljemålet med 3 og læg resultatet til det hele taljemål.
(Taljemål / 3) + taljemål = omkreds til cirklen
Dette er nu omkredsen på cirklen
Eksempel:
Min datter måler 46 cm rundt om maven. Så udregningen vil være:
46 cm / 3 = 15,3 cm
46 cm + 15,3 cm = 61,3 cm
RADIUS:
Nu skal vi finde radius, som skal bruges, når vi skal tegne mønsteret på mønsterpapir. Det beregnes sådan her:
(1/4 af omkredsen til cirklen x 3,14 x 2) / 10 = radius
Dette er nu radius
Eksempel:
Udregningen til min datter vil være:
61,3 cm / 4 = 15,3 cm
15,3 cm x 3,14 x 2 = 96,3 cm
96,3 cm / 10 = 9,6 cm
9,6 cm er altså den radius, jeg brugte.
LÆNGDEN:
For at bestemme længden på nederdelen, måler du barnet, fra der hvor nederdelen skal sidde i taljen og ned til den længde, du gerne vil have nederdelen.
Til min datter lavede jeg nederdelen 24 cm lang.
KONSTRUKTION AF MØNSTER
1.
Start med at tegne to lange linjer vinkelret på hinanden på dit mønsterpapir. Stregerne skal være lidt længere end radius + nederdelens længde.
2.
Mål radius ud fra hjørnet og ned langs begge streger og lav markeringer. Tegn også en masse punkter/streger med radius-længden fra hjørnet og i en bue mellem de første to radius-markeringer.
Hvis du har en passer, så bruger du selvfølgelig bare den.
(De 9,6 cm radius på tegningen er ikke den radius du skal bruge, men for at vise, hvilken radius jeg brugte.)
Dette er nu taljelinjen.
3.
Tegn en ny bue med masse punkter/linjer med nederdelens længde målt fra taljelinjen.
Hvis du bruger en passer, så skal du lave en bue fra hjørnet, med en længde der er: radius + nederdelens længde
(De 24 cm på tegningen, viser hvilken længde jeg brugte og er ikke den længde, du skal bruge)
4.
Nu har du din mønsterdel til skørtet og nu skal der bare lægges sømrum på.
Læg 1 cm sømrum til på taljelinjen, bunden og den ene sidesøm. Den anden sidesøm skal lægges til fold.
Skørtet klippes to gange mod fold i dit stof.
5.
Nu skal der laves en linning til nederdelen.
Linningen skal være 8 cm bred og længden skal være:
1/2 omkredsen på cirklen + 1 cm (sømrum)
Linningen er nu med sømrum.
Eksempel:
For min datters nederdel blev det:
(61,3 cm / 2) + 1 cm = 31,6 cm
Tegn linningen på mønsterpapir.
Linningen skal klippes 1 gang mod fold i dit stof.
Trådretningen er vertikal.
SYVEJLEDNING


- Klip skørtet 2 gange mod fold og klip linningen 1 gang mod fold.
(Husk altid at vaske stoffet, inden du syer i det) - Sy sidesømmene sammen ret mod ret. Overlock eller zigzag sømrummene og pres sømmene til siden.


- Pres liningen på midten på langs, så du får en markering
- Sy linningen sammen til en ring ret mod ret, zigzag eller overlock sømmen og pres den til siden.


- Sy linningens ene kant fast på nederdelens talje ret mod vrang, således at linningens retside vender mod nederdelens vrangside.
Du kan vælge at placere linningens søm i siden af nederdelen, så den flugter med den ene sidesøm eller placere den midt bag, som jeg har gjort.
(Man behøver ikke at overlocke sømmen som jeg har gjort her, da sømmen gemmes væk inde i linningen.) - Pres sømmen mod linningen og pres den modsatte kant på linningen 1 cm om mod vrangen


- Fold linningen på foldelinjen og sæt linningen fast på restiden, så syningen lige netop dækkes. Husk at efterlade et hul, som du kan trække elastikken igennem. Sy linningen fast ca. 2 mm fra kanten.


- Klip elastikken i den ønskede længde, så det passer til barnet og træk den gennem linningen med en sikkerhedsnål. Sy elastikken sammen og sy hullet i linningen.
- Zigzag eller overlock den nederste søm og fold sømrummet 1 cm (eller evt. lidt mindre) mod vrangen. Sy en stikning hele vejen rundt.
WUPTI – så er nederdelen færdig og klar til brug!!

Kære Marie
1000 tak for at dele dette mønster og forklare SÅ tydeligt, hvordan man udregner radius! Jeg skulle sy en nederdel for første gang til min datters skolekomedie, og den blev SÅ fin! Jeg havde kigget mange andre websider igennem – også på YouTube- men din var klart den bedste! 👍🏻
Hej Pia.
Mange tak! Jeg er glad for, at mit blodindlæg kunne hjælpe dig.
Og tusind tak for de søde ord – det betyder meget!
Vh. Marie