


Det er ved at blive koldt udenfor og i morges kom den første lette nattefrost. Vi har derfor fundet det varme tøj og vores hjemmestrik frem fra gemmerne herhjemme.
Da jeg næsten lige havde startet bloggen her i 2015, lavede jeg en opskrift på et strikket pandebånd. Det er virkelig nemt at strikke og er et rigtigt godt begynderprojekt. Du finder den originale opskrift ganske gratis lige HER.
Jeg har brugt pandebåndet hver eneste vinter lige siden og det virker sådan set stadig upåklageligt, men nu trængte jeg alligevel til et nyt i en anden farve. Så jeg har strikket en ny version ud fra den gamle opskrift. Jeg har ændret lidt i maskeantal og garnkvaliteten, så herunder kommer min nye version 2.0 af det strikkede pandebånd.
Mit pandebånd er ca. 50 cm langt, men du kan jo bare strikke det kortere eller længere efter behov.


DU SKAL BRUGE
- 50 g Yaku fra CaMaRose – her fv. bordeaux
- Strikkepinde 4,5 mm
STRIKKEVEJLEDNING
Del dit garn i 3 lige store nøgler.
Slå 14 masker op med 3 tråde garn og strik perlestrik således:
Pind 1: strik *1 ret, 1 vrang* – gentag pinden ud.
Pind 2: Strik *1 vrang, 1 ret* – gentag pinden ud. (vrang over ret og ret over vrang)
Gentag pind 1 og pind 2 til arbejdet måler ca. 20 cm
Nu deles arbejdet i to og der strikkes nu kun på halvdelen af maskerne, mens den anden halvdel sættes på en maskeholder. Strik til den første halvdel måler 10 cm, sæt maskerne på en maskeholder og bryd garnet. Strik derefter den anden halvdel til den også måler 10 cm.
Sørg for at perlestrikket passer, når de to halvdele sættes sammen igen, så en retmaske kommer ved siden af en vrangmaske.
De to dele krydses over hinanden, og sættes igen på samme pind, så de bytter plads med hinanden og der strikkes videre på hele stykket, til der er strikket 20 cm mere (50 cm i alt).
Bryd garnet og efterlad en lang ende til at sy sammen med.
Sy pandebåndet sammen og hæft evt. snoningen foran fast sammen et sted, så den bliver på plads hele tiden.
God fornøjelse!
Hvor er det et fint pandebånd 😊😍 har du nogen ide om maskeantal, hvis man skulle strikke til en baby eller mindre barn?
Mange tak!
Hmm.. Mit pandebånd er ca. 7 cm bredt med 14 masker. Jeg tænker, maskeantallet kommer meget an på barnets størrelse.
Til et mindre barn måske 12 masker og til en baby måske 10 masker.
Du må prøve dig lidt frem.
Jeg håber, at du får strikket et fint pandebånd.
Vh. Marie
Hej Marie
Jeg er helt ny strikker og er gået i gang med denne opskrift. Jeg er nået til at dele maskerne op og strikke 10 cm på den ene halvdel. Så langt, så godt. Hvordan bryder jeg garnet og hvordan starter jeg så på på den sidste halvdel masker?
håber du kan hjælpe 🙂
mvh Anne
Hej Anne
At du bryder garnet betyder bare, at du klipper det over, så du har en god lang ende, som du kan hæfte senere.
Så tager du de masker, som hviler på maskeholderen, over på en strikkepind og strikker nu dem, så de også er 10 cm.
Jeg håber, at det hjælper dig og at du får strikket et fint pandebånd.
Mvh. Marie