Da min søn stadig var baby, syede jeg denne her SENGESLANGE til at putte i hans tremmeseng. Den er blevet brugt virkelig meget lige siden, både som afskærmning i sengen og også til at lege med i alle mulige forskellige lege. Lige nu bliver den brugt som sikkerhedssele, når sofaen bliver til en bil eller en traktor, så den har mange anvendelsesmuligheder. Derfor skulle lillesøster da også have en, så da hun skulle navngives, syede jeg en lidt anden version til hende. Vilhelm blev ret misundelig og synes den er sejere end hans, så næste sy-projekt må blive til ham.

Slangen er syet udelukkende i stofrester, som jeg havde liggende i forvejen , men fiberfyldet måtte jeg have lidt ekstra af. Min slange blev 2 m og 35 cm, men den kan nemt laves længere eller kortere.

Herunder kan du finde en DIY på min udgave af en sengeslange-drage.

DIY SENGESLANGE SOM DRAGE

MATERIALER

  • 8-10 forskellige stofrester i vævet fast stof
  • Lidt hvidt filt til øjne og tænder
  • 2 sikkerhedsøjne på 1,5 cm eller en rest sort filt
  • Sytråd i en farve som matcher dine stofrester så godt som muligt
  • Sytråd der matcher stoffet til tunge, vinger og rygspidser
  • Sytråd i hvid
  • Fiberfyld
  • Lidt pladevat til rygspidser og vinger

SY-OPSKRIFTEN

Herunder finder du en pdf-fil med alle mønsterdelene:

  • Print alle mønsterdelene og klip dem ud. Mønsterdelene på halen og den stor rygstribe skal tapes sammen, hvor det er anvist på mønsterdelene. Alle mønsterdele er inklusiv 1 cm sømrum (undtagen øjne og tænder, som jo er i filt)
  • Klip alle delene ud i stoffet i det antal, som er angivet på mønsterdelene og klip øjne og tænder i filt.
  • Klip rygspidser og vinger i pladevat.
  • (Da alle syninger bliver gemt væk inden i slangen, har jeg ikke zigzagget eller overlocket nogen steder)

RYGSPIDSER OG VINGER

  • Rygspidser: Læg 2 rygspidser i stof ret mod ret og læg en rygspids i pladevat ovenpå. Sy på de to korte sider og klip spidsen af indtil syningen, så det bliver pænt, når retsiden vendes ud af.
  • Vinger: Læg 2 vinger i stof ret mod ret og læg en vinge i pladevat ovenpå. Sy rundt langs vingen og lad enden stå åben. Klip hakker indtil syningen alle de steder, hvor syningen runder, så det bliver pænt, når retsiden vendes ud af.
  • Vend retsiden ud og pres alle rygspidser og vinger med et strygejern.
  • Lav stikninger på både rygspidser og vinger som vist på billederne ovenfor, eller som du synes, det ser pænt ud.

KROPPEN

  • Lav først striberne med rygspidser.
  • Læg et stykke stof til stiben med retsiden op ad. Placer en rygspids ovenpå efter markeringen og læg endnu et stykke stof til striben ovenpå, med retsiden nedad.
  • Pres sømrummene til hver deres side med et strygejern.
  • Lav alle syv striber med rygspidser på den måde.
  • Læg to striber ovenpå hinanden ret mod ret og sy dem sammen. Sørg for at syningerne med rygspidserne rammer hinanden.
  • Fortsæt sådan til alle syv striber er syet sammen.
  • Sy nu de syv striber uden rygspids fast på samme måde.
  • Pres sømrummene fra hinanden ved alle syninger med strygejernet.
  • Fold slangen på midten og sæt den sammen med nåle hele vej ned langs kroppen, så alle striberne lægger nøjagtigt lige overfor hinanden. Sy slangen krop sammen, men sørg for at lade et hul på ca. 10 cm midt kroppen stå åbent til senere at vende slangen igennem.

HALE

  • De to stykker stof til halen lægges ret mod ret og syes sammen på det to lange sider.
  • Klip sømrummet tæt ind til syningen i spidsen. Vend stoffet med retsiden udad og brug evt. en strikkepind eller ligende til at på spidsen helt ud. Pres syningerne med strygejern.

HOVED

  • Start med at sy tungen ved at lægge stof-stykkerne ret mod ret og sy dem sammen. Klip sømrummet næsten væk ved de to spidser. Vend retsiden ud og pres tungen.
  • Øjne: Klip et lille kryds i begge filtøjne, der hvor du synes, at sikkerhedsøjnene skal sidde. Sæt sikkerhedsøjnene fast.
  • Læg øjnene på retsiden af det af stofstykkerne til hovedet, der hvor du synes øjnene skal være. Marker hvor bagsiden afsikkerhedsøjnene rammer stoffet og klip igen to små kryds, så spidsen af sikkerhedsøjnene kan stikke ud. Sy sikkerhedsøjnene fast i hånden med små sting.
  • Sæt tænderne fast med nåle, der hvor du vil have dem.
  • Sæt tungen fast med en nål midt på den lige side, på retsiden af stoffet til munden. Læg derefter det andet stykke stof med retsiden nedad ovenpå og sy hen over det lige stykke.
  • Pres sømrummene fra hinanden
  • Åben munden så retsiden vender opad og læg det ene stykke stof til hovedet ovenpå den ene side af munden. Sy rundt fra syningen midt i munden i den ene side til den anden side. (Se de tegnede streger på første billede.
  • Gør det samme med det andet stykke stof til hovedet.
  • “Luk munden”, så det to stykker fra hovedet, som stadig er løse ligger ret mod ret og sy dem sammen (sæt evt. vingerne fast der). Vær ret præcis med at ramme helt ind til syningen, som du lavede lige før, hvor munden er syet på hovedet.
  • Vend retsiden ud og pres der hvor du kan komme til det.
  • Sæt nu vingerne fast på hovedet med nåle, som vist på det sidste billede. (Min mand synes det ligner ører, når vingerne vender den vej. Og jeg må jo nok give ham ret 😀 Så hvis du er enig, kan du jo sætte vingerne fast på hovedet i stedet, så de vender den anden vej)

SAMLING AF SLANGE-DRAGEN

  • Sæt hovedet fast på kroppen med nåle. Husk at være opmærksom på at det sidder præcis, så rygspidserne vender lige opad. Sy hovedet fast.
  • Gør det samme med halen.
  • Fyld nu slangen med fiberfyld. Fyld især meget i hoved og hale, så de ikke falder sammen.
  • Sy hullet, som du vendte slangen igennem, sammen i hånden.

FÆRDIG!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *