I weekenden sorterede jeg i mine stofrester og pyyyhh, hvor har jeg meget stof, som jeg har haft liggende, helt urørt, i 8 -10 år. Så jeg fik samlet en stor pose med stof, som bliver givet videre til genbrug og så fandt jeg nogle fine stofrester, som er perfekte til nye scrunchies.
I går fik jeg så syet en stak scrunchies til mig selv og nogle matchende i en mindre udgave til min datter. Hun nægter at have noget som helst i håret indtil videre og river det ud lige så hurtigt, som det kommer i, men man kan jo altid håbe på, at hun ændrer mening en gang. Ellers kan de jo altid bruges til en dukke i stedet.
Jeg selv har brugt den samme blomstrede scrunchie i snart 2 år, så det er vist tiltrængt med nogle nye.
Generelt er scrunchies en virkelig nem og hyggelig måde at få brugt sine stofrester på og så tager de kun 10-15 minutter at sy.
De sart rosa scrunshies på billederne er syet i chiffon og dem har jeg syet i dobbelt lag stof, så elastikken ikke er synlig og de ikke blev for skrøbelige. Det var lidt bøvlet at styre to lag chiffon, men det kan sagtens lade sig gøre med lidt tålmodighed og vilje. Jeg synes, de blev helt vildt fine og de skal vist indvies i weekenden, når vi skal til et sølvbryllup.
Nedenfor har jeg delt, hvordan jeg har syet mine nye scrunchies:
DU SKAL BRUGE:
- Symaskine
- Stof – (stor scrunchie: 10 x 50 cm), (lille scrunchie: 6 x 30 cm)
- 5 mm elastik – (stor: 19 cm), (lille: 15 cm)
- Tråd
- Sikkerhedsnål
- Stofsaks
SYVEJLEDNING
- Start med at klippe stoffet til den størrelse scrunchie, du ønsker.
- Fold stoffet på langs med vrangsiden udad. Start med at sy 3-3,5 cm fra den ene ende indtil 3-3,5 cm fra den anden ende.
(Du må endelig ikke starte og slutte tættere på enderne, for så bliver trin 4 ret svær at sy)
- Pres sømrummet fra hinanden, men uden at lave en pressefold på ombukket af stoffet, sådan her:
Pres først sømrummet fra hinanden fra den ene side, vend så stoffet og pres sømrummet fra hinanden fra den anden side. - Vend retsiden ud på stoffet og læg de to ender ovenpå hinanden ret mod ret. Sy de to ender sammen.
- Klip et stykke elastik med længde alt efter størrelsen på din scrunchie og træk den igennem løbegangen med en sikkerhedsnål.
- Sy elastikken sammen ved at sy frem og tilbage over den flere gange, så du er sikker på, at den holder.
- Luk hullet sammen med nåle.
- Sy langs hullet helt tæt på kanten.
Hvis du ikke vil have den synlige stikning fra symaskinen, så kan du sy hullet i hånden i stedet. Det bliver pænere, men er også mere tidskrævende.
FÆRDIG!
Så nemt er det at sy din egen scrunchie. Så nemt, at man hurtigt fristes til at sy flere.
Jeg har tidligere syet disse her: SCRUNCHIES, som er lavet på en lidt anden måde. De er endnu mere simple at sy, men kræver syning i hånden til sidst.