Efteråret er for alvor ved at være over os og jeg har derfor fundet de hjemmestrikkede trøjer frem igen. Normalt er jeg ikke så stor fan af efterår og ville gerne have en meget længere sommer, men med den lækre og lune sensommer, vi har haft i år, er jeg helt klar til efterår. Jeg vil ligefrem gå så langt som til at sige, at jeg glæder mig over efteråret og alle de dejlige ting, som følger med. I år er vi jo flyttet fra vores lille to-værelses lejlighed til et lækkert hus med have og ikke mindst brændeovn – det gør bestemt ikke efterårsglæden mindre. Jeg nyder, at det igen er tid til stearinlys om aftenen, at det er strikke/hækle-vejr, at træerne efterhånden får de fineste efterårsfarver, at det er helt okay at drikke masser varm kakao, at man kan finde det store tykke vinterdyner frem igen og at det generelt bare er vejr til hyggelige indendørs sysler foran brændeovnen. 

Strikkede bluser

Jeg fik jo strikket Bella tæppet færdigt for lidt tid siden og jeg havde to nøgler af det lækre og bløde Sandnes Mini Duett garn i overskud efterfølgende. Derfor har jeg nu givet mig i kast med at strikke en lille fin babytrøje af resten af garnet. Jeg har mest strikket tøj til mig selv tidligere, så det er dejligt at strikke babytøj, hvor man lynhurtigt får strikket noget. 

Babyblusen som jeg er ved at strikke er ligesom Bella tæppet fra Lene Holme Samsøes bog  – Babystrik på pinde 3, som jeg har forelsket mig helt i. Der er så mange fine opskrifter, at det er svært at vælge, hvad man vil strikke. Jeg tror bestemt, at jeg er nødt til at strikke flere ting fra bogen efter den her babytrøje.

God efterårsferie!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *